Frosting er fløjlsblød smørcreme, der er let at sprøjte i pæne former og arbejde med. Det er derfor mit foretrukne valg til pyntning af kager. I sig selv smager frosting ikke af noget andet end sukker, men der kan heldigvis tilsættes smag, der passer til kagen i form af vanille, citron, kaffe eller aromaer.
I denne portion er der nok til at smøre en kage op og lave roser og dutter på toppen. 250 g smør
750 g flormelis
1/2-1 dl mælk
Smag og evt. farve
Lad smørret have stuetemperatur. Bland smør og flormelis så godt sammen, som det kan lade sig gøre. Hold lidt flormelis tilbage. Varm mælken (jeg bruger min mælkeskummer til kaffe) og hæld mælk i. Rør med en ske til frostingen er helt cremet og luftig - tilsæt mere mælk eller flormelis om nødvendigt. Man kan også bruge en elpisker, men så er der risiko for, at det skiller. Tilsæt smag og farve. Hvis din smag er flydende, skal det erstatte lidt af mælken, så det ikke bliver for flydende.
Hvis du skal bruge frostingen til at smøre en kage op med, er det en god ide, at kagen har været i fryseren i ca. en time, så de fleste krummer sidder fast. Smør nu et tyndt lag over hele kagen. Det er en god ide at bruge en kagespartel. Sæt kagen i fryseren i ca. et kvarter og gentag, så kagen er helt dækket.
Når du skal lave roser og dutter af frosting, skal du bruge sprøjteposer og stjernetyller. De kan efterhånden købes i velassorterede supermarkeder. Ellers kan man få nogle gode i kagebutikker på nettet. Jeg bruger mest de to typer, der ses på billedet herunder.
Det kan være en god ide at lave roserne og dutterne på bagepapir, der sættes i køleskabet i ca. en halv time, hvis du øver dig. Så kan du vælge de flotteste, der let kan løftes over på kagen med en lille kniv. Når du laver roser, starter du i midten og sprøjter rundt. Dutterne laves ved at holde tyllen lodret ned og løfte lige op, når der er trykket lidt frosting ud.
Comments