top of page
Søg
Forfatters billedeStineCarlsen

Brownie med havtorn- og hvid chokolademousse

Denne kage har den fineste orange farve. Browniebundens intense chokoladesmag passer perfekt sammen med havtornens karakteristiske syrlige smag og den søde hvide chokolade. I starten brugte jeg timer ved Vesterhavet, hvor jeg samlede havtorn og derefter kæmpede med at få de sarte bær af de tornfyldte grene. Så fandt jeg heldigvis ud af, at nogle har gjort arbejdet for mig, så fra nu af køber jeg havtorn på frost. Det er simpelthen ikke besværet værd.


Browniebund

100 g chokolade

50 g brun farin

½ dl mælk

100 g smør

3 spsk stærk kaffe

3 æg

125 g sukker

150 g mel

1 tsk bagepulver


Varm hakket chokolade, brun farin, mælk, kaffe og smør i en gryde, til det er blevet til en ensartet masse. Hvis du ikke bryder dig om kaffesmagen (som i denne sammenhæng mere fremhæver chokoladesmagen end giver kaffesmag) kan du erstatte kaffen med samme mængde mælk Lad blandingen køle af.


Pisk æg og sukker luftigt. Vend derefter chokoladeblandingen og sigtet mel og bagepulver i.

Bag bunden i en springform (ca. 24 cm) ved 180 grader i 30 min.


Hvid chokolademousse

3 blade husblas

200 g hvid chokolade

5 dl fløde


Læg husblas i koldt vand. Varm fløden til lige under kogepunktet. Hak chokoladen og kom det i en skål. Hæld den varme fløde over chokoladen og rør forsigtigt i midten, til al chokoladen er smeltet. Pres husblassen fri for vand, og smelt den i chokoladen. Sæt chokolademoussen på køl i min. tre timer.


Havtornmousse

3 blade husblas

250 g havtorn

100 g sukker

3 dl fløde


Læg husblas i koldt vand. Kog havtorn og sukker. Tilsæt evt. lidt vand.Når havtornene begynder at koge ud, sigtes blandingen, så kernene udelades. Pres husblassen fri for vand og opløs den i den varme blanding, og lad det afkøle. Pisk fløden til tyndt flødeskum. Bland lidt af flødeskummet i havtornmassen og vend herefter havtornmassen i flødeskummet. Kom moussen i en sprøjtepose og klip hul. Sprøjt moussen i silikoneforme med halvkugler i tre forskellige størrelser og frys i et par timer. Hvis du ikke har silikoneforme kan du sprøjte moussen direkte på browniebunden.


Samling af kagen

Beklæd siderne fra springformen med kageplast. Læg browniebunden i. Placer nogle af de frosne halvkugler med havtornmousse oven på browniebunden. Frys resten igen. Pisk chokolademoussen med en elpisker, så den bliver luftig og kom den i en sprøjtepose. Sprøjt chokolademoussen på kagen og lad den sætte sig i køleskabet. Arranger resten af halvkuglerne med havtornmousse oven på kagen og pynt med hvide chokoladekugler og spiselige blomster. Jeg har brugt tagetes. Hvis du kan få fat i friske havtornbær, ananaskirsebær eller gule hindbær kan det også være flot på kagen.

2.957 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Mælkesnitter

Kajkager

Julekage

Comments


bottom of page